Praktisk info

Hvis du har lyst til at komme med på Vinterferielejr, eller er kommende deltager eller forældre, har du måske nogle spørgsmål. På denne side kan du måske finde svar på dine spørgsmål. Ellers kontakt os gerne.

Hvordan kommer jeg med på vinterferielejr?

Vinterferielejren har plads til ca. 20 børn i alderen 8 til 13 år. Hvis du vil med, skal du (eller nogle voksne) ansøge om en plads.  Du ansøger om en plads ved at udfylde en formular. Vi udvælger de børn, som vi mener har mest brug for en tur på Vinterferielejr. Det er gratis at deltage bortset fra transport til og fra Københavns Hovedbanegård, som du selv skal betale.

Hvor og hvornår foregår vinterferielejren?

Lejren ligger i uge 12, 2019 og foregår i Trysil i Norge. Der er afgang fra København søndag i uge 11 og vi er retur i København lørdag i uge 12.

Skal man have stået på ski før, for at komme med?

Nej, de fleste af deltagerne på lejren har aldrig før stået på ski.

Er det hårdt at være på vinterferielejr?

Ikke specielt! Men når man har stået på ski 4-6 timer hver dag, kan man godt blive lidt træt. Hvis du er i normal fysisk form, vil du ikke have problemer med at være på vinterferielejr, men du vil sikkert sove godt om natten – dét gør de fleste; både børn og voksne.

Det er frivilligt om du vil stå på ski, så hvis du er rigtigt træt, kan du altid tage en pause.

Hvad skal jeg have med?

Du skal have varmt tøj med, da der kan være koldt. Vi har lavet en pakkeliste med vores forslag til, hvad du skal have med, som vi sender til dig, hvis du kommer med. Du skal ikke have ski, skistøvler eller hjelm med – det sørger vi for. Skibriller kan være en god ide at have med selv, så du ved at de passer og sidder godt, men du kan også sagtens låne et par.

Du må godt have en mobiltelefon med, så du kan spille spil eller høre musik på den i bussen, men når vi kommer frem samler vi alle telefoner sammen, da vi meget hellere vil have, at du bruger tid sammen med de andre børn og voksne, end at blive ruineret på at snakke med dem derhjemme.

Du må også godt have gameboys og anden elektronik med, men vi kan desværre ikke erstatte det, hvis det går i stykker, og derfor samler vi det også sammen, når vi er i hytten.

Derudover skal du have dit gule sygesikringskort med og et gyldigt pas, da vi kører gennem Sverige, hvor der p.t. er paskontrol.

Kan mine forældre ringe til mig?

Ja, de kan altid ringe til en af lejrlederne, hvis de har brug for at komme i kontakt med dig. Vi er ofte spredt over et stort område i løbet af dagen, så hvis vi ikke lige kan få fat på dig, sørger vi for at du kan ringe tilbage sidst på dagen, hvor vi samles i hytten. Det er bedst at ringe mellem 18.30 og 19.30.

Kan jeg lave lektier på turen?

Du kan sagtens tage dit skolearbejde med. Vi hjælper dig gerne med dine lektier, hvis du har brug for det. Forhåbentlig har vi internetforbindelse, så du kan tilgå din skoles intranet, men vi kan ikke love det.

Hvem er “de voksne”?

Vi er ca. 15 voksne med på turen. Vi er alle frivillige, dvs. at vi tager med, fordi vi synes det er sjovt at være sammen med dig og lære dig at stå på ski, og vi får ikke penge for det.

På lejren har vi forskellige roller – nogen er skiinstruktører og styrer undervisningen på bakken, 2-3 styrer køkkenet, én er lejrlæge og kan se på dine blå mærker fra skiløbet og 2 er ledere og sørger for at det hele hænger sammen, og så er der også et par stykker der kan bygge en fed snehule (hvis der er nok sne). Til daglig laver vi mange forskellige ting: én er geolog, et par stykker arbejder med IT, én arbejder med økonomi, og der er også et par læger og sygeplejersker med og et par af os arbejder til daglig med børn og unge som pædagoger.

Langt de fleste af os har mange års erfaring fra både Ungdommens Røde Kors’ sommerlejre og Vinterferielejren, som nu kører for 12. gang. De fleste af os har også rigtigt mange års erfaring med skiløb og vores skiinstruktører har alle taget en uddannelse i den norske eller danske skiskole.

Skal jeg have penge med?

Nej. Det er ikke nødvendigt at have penge med.

Laver vi andet end at stå på ski?

Ja! Vi bygger snehuler, kælker, spiller spil, skriver postkort hjem, ser film (bl.a. af os selv, der står på ski), synger sange, laver quizzer, fortæller historier. Du skal dog være indstillet på, at vi bruger ret meget tid på skibakken – typisk fra ca. kl. 9-15 hver dag.

Hvis du på forhånd ved, at du IKKE kan lide at stå på ski – eller bare hader sne og kulde – så skal du nok hellere tage med på en af Ungdommens Røde Kors’ sommerlejre, som også er rigtigt fede. Læs mere om dem her.

Er skiløb ikke farligt?

Jo, så derfor passer vi rigtigt godt på os selv og hinanden. Vi har alle hjelm på og kører altid rundt sammen i grupper med en voksen forrest og bagest. I skiundervisningen har vi meget fokus på sikkerhed og noget af det første du kommer til at lære er at bremse, holde farten nede, kontrollere skiene og kende de regler der gælder på skibakken.

Hvordan ser en typisk dag ud på lejren?

Vi sover til kl. ca. kl. 7.30. De børn og voksne der skal forberede morgenmaden – boller, cornflakes, havregryn, yoghurt m.m. – er stået lidt før op og har sat tingene frem i spisesalen. Efterhånden kommer folk dryssende og spiser morgenmad.

Herefter er der omklædning til skitøj og -hjelm og efterhånden som børn og voksne er klar, kører de ned til bunden af anlægget i små grupper.

Når alle er klar ude på bakken, fortæller en af vores skiinstruktører, hvordan formiddagens hold ser ud. De består typisk af 3-4 børn og 2-3 voksne. Holdene kører rundt på bakkerne frem til frokost og leger med at få skiene til at makke ret.

Alle holdene samles igen til frokost og vi spiser typisk grovboller og rugbrød med forskelligt pålæg og drikker masser af vand for skiløb giver en god tørst. Efter frokost laver vi nye hold og her kan børnene – som regel – selv bestemme hvilke hold de gerne vil på.

Eftermiddagsskiløbet er mere ustruktureret – men stadig inddelt i hold, og temaet for et hold kan fx være ’skovløb’, ’hop’, ’seje tricks’ ’masser af sol’, ’bedste udsigt’ eller ’langsom hyggetur’.

Efterhånden som børn og voksne bliver trætte trækker de tilbage mod hytten, kommer ud af skitøjet (som hænges samlet på een bøjle, så det er klart til dagen efter), tager bad, og så er der ellers fri aktivitet resten af eftermiddagen.

Der er altid nogen, som fortsætter det glade udendørsliv med kælkning, snehuler, sneboldskamp eller hvad men nu kan lave i området omkring hytten. Indenfor kan man hygge sig med at spille spil, læse, hyggesnakke, og der er selvfølgelig også nogle børn og voksne, der skal hjælpe til i køkkenet.

Ca. kl. 18 spiser vi aftensmad sammen og kl. 20 er der som regel noget aftenunderholdning, fx en quiz eller historiefortælling. Vi slutter af med et par sange fra sangbogen og så er det i seng.

Drenge og piger sover hver for sig i mindre grupper og der er et par voksne tilknyttet hver gruppe, som sørger for at dagen bliver afsluttet på en god måde fx med en godnathistorie eller en snak om dagens begivenheder. De voksne bliver lidt længere oppe, får gjort rent, evaluerer dagen, planlægger den næste dag og prøver at gå tidligt i seng.

Hvem betaler for vinterferielejren?

Det koster ca. 170.000 kr. at lave en vinterferielejr. Lejren får penge mange forskellige steder fra, fx fonde, virksomheder og private personer, som synes at det er vigtigt, at alle børn har mulighed for ferieoplevelser.
Lokale afdelinger af Dansk Røde Kors giver også en del penge til projektet. Derudover får vi penge fra Ungdommens Røde Kors og alle voksne på lejren betaler også lidt til turen. Der er en del skiklubber, der giver os nyt eller brugt skiudstyr, og dét hjælper også med at få økonomien til at hænge sammen.